Kære Dagbog,
I dag vil jeg skrive ned en episode, der har sat sine spor i mig. Min søster Lærke den modebevidste, slanke som et siv, altid med nye trends på pulsen har igen fundet på sine sædvanlige kommentarer. Jeg, der selv er en almindelig mand, er blevet en smule tykkere her og der, og et lille rynke har meldt sin ankomst. Sådan er livet, hvad kan man gøre?
Hver gang vi mødes, føler jeg som om en lille tortur begynder. Lærke gør det nok ikke med ondsindet hensigt, men med de bedste intentioner. Hun kommer hen til mig, kaster sit skarpe blik, og begynder:
Søren, er den trøje egentlig kun til dig? Den ser ud som om den er lånt fra din bedstemor.
Søren, den frisure du har valgt giver dig fem år mere.
Åh drenge, den læbestift! Den far er jo ikke brugt i et årti!
Alt leveres med et sødt, medfølende smil, som om hun ønsker mig alt det bedste. Men efter hver kompliment føler jeg mig så nedtrykt, at jeg ikke vil kigge i spejlet i en hel uge.
Det er smertefuldt. Jeg er jo ikke et glossymagasincover, og så kommer min egen søster og rammer mig i det mest følsomme sted.
Jeg har prøvet at holde ud, lave sjov og skifte emnet. Men den sidste dråbe gik over med mors fødselsdagsfejring.
Jeg havde forberedt mig i flere uger: købt en ny, fin kjole, fik håret sat, makeup på. Jeg følte mig som en dronning ærligt talt.
Vi sad samlet i en hyggelig restaurant i Tivoli, med gæster og slægt, alle fint påklædte og i godt humør. Så gik Lærke hen til mig, så mig fra top til tå og lød højlydt, så alle kunne høre:
Søren, hvad er det for et outfit? Det er både grin og synd Som vores tante Helle fra landsbyen. Du skulle i hvert fald have spurgt mig om råd, så jeg kunne have fundet noget pænt.
I det øjeblik følte jeg, at jorden forsvandt under mine fødder. Hun spydede i ansigtet på mig foran alle. Hvad er der så af feststemning efter det?
Pludselig gik noget i mig. Jeg var træt af at tie stille. Jeg tænkte, nu er det min tur. Jeg havde jo forberedt mig så grundigt til dette øjeblik.
Jeg gik ikke i kamp. Jeg trak vejret dybt, smilede med min allerbedste smil, og afbrød hende midt i sætningen:
Lærke! sagde jeg højlydt og livligt. Mange tak for din omsorg! Du er virkelig en ekspert i at påpege andres fejl!
Lærke lyste op og troede, jeg roste hende. Naïvet er så sød.
Da du så kender alt, fortsatte jeg, mens jeg løftede en æske, jeg havde medbragt har jeg en gave til dig!
Alle vendte nysgerrigt blikket mod os. Jeg rakte hende den smukt indpakkede kasse, bundet med en lyserød sløjfe. Hun åbnede den forventningsfuldt, sikkert i tankerne parfume eller makeup.
Indeni lå et flot certifikat på dyrt papir: En individuel konsultation hos den anerkendte psykolog i København Sådan styrker du din selvværd uden at nedgøre andre. Jeg læste det højt, så både dem i spisesalen, i køkkenet og endda buschaufføren udenfor kunne høre. Jeg mærkede, hvordan hun rødmede.
Her, søster! sagde jeg, da hun så forvirret op på mig. Jeg tænkte, det kan komme dig til gode. Så du kan blive sikker på dig selv uden at gøre det på min regning. Som de siger: ram plet!
Først så jeg forvirring i hendes ansigt, så indså hun noget, og så kom et dybt rødt skær på hendes kind. En tavshed sænkede sig, før en af onklene brød ud i høj latter. Så fulgte resten. Alle de giftige bemærkninger, hun kastede, fløj ud i lyset. Hun havde forsøgt at ydmyge mig, men endte med at gøre sig selv til latterlig.
Lærke mumlede noget, greb sin taske og forsvandt hurtigt ud af lokalet.
Ja, vi har forsonet os. Vi er jo søstre.
Siden da har Lærke aldrig igen rodet sig ind i, hvordan jeg ser ud. Når vi mødes, snakker vi kun om vejret, og det er faktisk ganske behageligt.
Dette er min historie. Tak fordi du læste med. Hvis du kan relatere, så giv et like det gør mig glad! Del gerne din egen oplevelse i kommentarerne, og send den videre til en veninde.
Læringen jeg har fået: Man skal ikke lade andres ord definere ens egen værdi; i stedet kan man vende kritikken til en mulighed for at vise styrke og selvrespekt.
Søren.
