Hvilken regning er forfalden? Det må være en misforståelse, vi har da ingen lån Ja, Jensen, ja, vores adresse, men Hvor meget? Det kan da ikke passe. Hvem står lånet på? spurgte Katrine undrende.
På Mads Emil Jensen, lød svaret.
Ja, det er min mand, men hvordan? Og hvorfor? nu var Katrine helt forvirret.
Jeg forstår, stemmen i røret blev blidere, Men reglerne gælder alle: fristen er overskredet, i dag er det en påmindelse, bagefter er der andre konsekvenser.
Katrine anede ikke, hvordan hun kom ind i stuen og satte sig foran computeren hun må have været i chok over beskeden. Nej, hun måtte først selv finde ud af, hvordan det kunne komme dertil.
Hun havde aldrig set noget kreditkort tilhørende Mads. Det kunne kun betyde, at pengene var brugt til noget udenfor familien. Men hvad i alverden foregik der? Hun måtte glemme alt om arbejdet for dagen tankerne kredsede kun om det underlige opkald. Katrine ventede utålmodigt på, at Mads kom hjem:
For hvem var pengene? Hvem bad dig tage et lån?
Nå, de nåede det altså, sukkede Mads irriteret. Og da det gik op for ham, at han havde afsløret sig, råbte han nærmest ad hende, Hvad glor du sådan for? Pengene var til min mor. Hun bad om hjælp, bor jo alene
Og hvad skal hun med så mange penge? Vi klarer os jo for mindre, selvom vi begge arbejder?
Til ferie, hvad ellers?
Hvor er hun så på vej hen? Maldiverne eller De Kanariske Øer?
Min mor har opfostret mig alene, hun fortjener det. Og jeg havde ikke ventet det her fra dig
Mads trampede ind i stuen og kastede sig fornærmet i lænestolen med ryggen til. Det var hans klassiske jeg er så såret-optræden. Men denne gang fik det ingen effekt.
Katrine nægtede simpelthen at fortsætte samtalen. Svigermoren havde altid fyldt alt for meget i deres liv. Karen Jensen elskede at kræve. Det begyndte allerede, da Katrine mødte Mads. Da hun første gang lagde mærke til Katrines smykker, udbrød hun med det samme:
Er det rigtig guld, eller hvad? Er det ikke lidt spild af penge? I kunne jo købe noget ordentligt til hjemmet i stedet
Det er en gave, svarede Katrine, irriteret.
Nå, så er det vel i orden, svarede Karen straks beroliget.
En uge senere bad Mads hende diskret om at lade være med at tage smykker på, når de skulle hjem til hans mor. Hun blev helt ked af det jeg har jo ikke råd til at give hende noget lignende, forklarede han lavmælt.
Allerede dengang slog det Katrine som mærkværdigt. Men unge, forelskede Katrine slog tanken væk. Senere kom brylluppet. Karen strålede i flot tøj og med lækker gave, men Katrine fandt tilfældigt ud af, at det hele var købt af Mads. Ellers ville min mor ikke have deltaget i brylluppet, sagde han.
Så fulgte ønskerne: Ny fladskærm ligesom nabokonen, nyt føntørrer som søsteren, behandlinger i skønhedssalon, det ene og det andet og altid med det samme. Ellers kom tårerne; Karen græd og talte om sit dårlige helbred. Mads kunne slet ikke holde hendes gråd ud og løb straks ud for at opfylde hendes ønsker:
Det er jo mor Man kan da ikke!
Men nu havde han en familie. Alligevel kunne de næsten ikke få det til at løbe rundt økonomisk. Katrine forstod ikke, hvordan begge kunne have gode jobs, men stadig mangle til det mest nødvendige. Hver gang hun spurgte, trak Mads bare på skuldrene:
Du burde lære at lægge et rigtigt regnskab, Katrine. Min mor kunne lære dig meget om husholdning
Men Katrine nægtede. Deres forhold havde været anstrengt fra første minut. Hun kendte så udmærket typen: Dominerende mødre, der aldrig var tilfredse. Hun havde altid forsøgt at holde sig så langt væk som muligt.
Nu havde Karen også forlangt penge til en luksusferie. Beløbet, Mads havde lånt, chokerede Katrine: De kunne både have betalt tre rater på boliglånet, indrettet lejligheden med nye møbler og fejret det på en god restaurant i Aarhus.
Mads havde ingen intention om at ændre noget: Alt skulle altid gå til mor. Katrine kunne have forstået ham det var hans mor, hun ville selv have hjulpet sin egen hvis det var nødvendigt. Men uden at sige en lyd? Hvis det var gået galt hvem sad så tilbage med gælden? Ikke Karen; hun holdt sig altid udenfor.
Det var tid til at tage en alvorlig snak med Mads: Hvem var egentlig vigtigst? Kunne han i det mindste fortælle sin mor, at hun måtte skrue lidt ned for forventningerne? Men snakken blev aldrig til noget Mads blev vred og beskyldte hende for ikke at forstå noget og for kun at tænke på penge:
Jeg har jo betalt lånet! Gør det hele, men du er aldrig tilfreds! Ja, mor tager ikke til sommerhus i Skagen, hun vil på luksus og det skal hun have! Hun har ofret alt! Skal jeg ikke give hende lidt ferie?
Men har du tænkt over, at vi ikke har råd? Måske skulle man forklare hende det?
Mor er et fantastisk menneske det burde du vide!
Katrine forstod: Han havde ikke tænkt sig at ændre sig. Og hun vidste jo udmærket, at Karen var jaloux på hende hun ringede hver dag og tiggede Mads, vil du ikke besøge mig, jeg savner dig sådan… Og så løb han straks ud til hende, uanset hvad der ellers foregik.
Efter deres alvorlige uenighed kom de ikke i kontakt resten af dagen. Næste dag på arbejde fik Katrine det meget dårligt. Bekymrede kolleger tvang hende til lægen. Der fik hun den overraskende besked, at hun ventede barn. Selvfølgelig ville hun dele det med Mads måske kunne det få ham til at forstå, at de måtte prioritere hjemmet.
Men hendes glæde holdt kun kort. Mads blev forfærdet og mente, det var forkert tidspunkt. Han bad hende om ikke at beholde barnet. Kort efter ringede også Karen. Hun bad ikke om noget hun krævede:
Jeg vil ikke være bedstemor! Hvad bilder du dig ind? Du prøver vel bare at binde ham til dig med et barn? Det lykkes alligevel ikke Mads finder nok en anden snart
Hvad taler du om? Hvad får dig til at tro det?
Jeg kender min søn han kan ikke holde ud at være sammen med en som dig. Gør som han siger, ellers ser du aldrig skyggen af børnepenge.
Alt blev sort for Katrine. Hun vågnede først op på hospitalet.
Nå, endelig vågen, lød en rolig, velkendt stemme. Katrine genkendte straks Ruth, nabo til svigermor og sygeplejerske.
Åh, Ruth-Marie, brummede Katrine, jeg anede ikke, du arbejdede her
Det ville da egentlig være bedst, hvis du aldrig behøvede vide det, lo hun. De troede, de skulle vælge mellem dig og barnet.
Hvad!?
Bare rolig. Alt er OK. Men fortæl mig nu, hvad der skete, så du fik det sådan?
Da hun hørte hele historien, blev Ruth alvorlig og gav så sit råd:
Gå fra dem, Katrine. Mads ændrer sig ikke, og hans mor vil altid suge livet ud af hans partner. Karen mener jo, sønnen skylder hende alt. Hun tvang sin mand i graven, og Mads følger bare hendes ønsker. Han siger aldrig mor imod.
Men han er da gift…
Jeg fatter egentlig ikke, at du gad. Du skulle vide, hvor mange piger der hurtigt smuttede efter at have mødt Karen! Nu må du tage stilling. For resten hvad siger Mads om barnet?
Efter svaret rystede Ruth på hovedet og sagde et par mindre pæne ord om Mors dreng. Det var som om, at hendes ord blev en slags forløsning for Katrine. Hun traf beslutningen: Hun skulle nok klare det alene. Mads havde i virkeligheden selv truffet valget uden at indse det.
Katrine søgte skilsmisse, straks hun var tilbage på arbejdet. Mads forsøgte ikke engang at standse hende. At hun beholdt barnet, fortalte hun ham aldrig.
Et år efter hun havde fået sin frihed, gik Katrine roligt tur med sin datter på legepladsen i Frederiksberg.
Nå, sådan et tilfælde, lød en velkendt, lettere skinger stemme. Hvorfor lader du mig ikke se mit barnebarn?
Fordi hun ikke er dit barnebarn, sagde Katrine roligt. Det barn Ja, det, du og Mads mente ikke skulle fødes, kom aldrig til verden. Den her pige er kun min og kun min. Og ja, hun har allerede en bedstemor.
Hvordan vover du
Det har jeg lov til. Er det så vigtigt for dig at være bedstemor? Så må du hjælpe din søn med at finde en anden.
Katrine gik videre med datteren og lod skældsordene drive ud i vinden. Hun vidste, hun havde truffet det rette valg: Fritaget sig selv og sin datter for et liv i skyggen af en mor, der aldrig kendte grænser og en mand, der ikke kunne vælge selv. Nogen gange er det nødvendigt selv at sætte grænsen og vælge det liv, man fortjener.
