Hanne var omkring de 35 og troede, at hun aldrig ville komme til at føle den ægte kvindelige lykke, men så vendte skæbnen det hele på hovedet. De mødtes, da de begge var ved at fylde de fyrre. Jens havde allerede været enkemand i tre år dengang. Hanne havde aldrig været gift, men hun havde fået en søn. Folk siger jo – hun fik ham til sig selv. Da hun var ung, havde hun et forhold til den flotte mørkhårede Ole, som lovede hende ægteskab og fortryllede den unge Hanne. Hun faldt for hans løfter, der viste sig at være helt tomme. Det viste sig senere, at bejleren fra byen faktisk var gift.
Til Hanne kom endda Oles lovlige kone og bad hende om ikke at ødelægge en anden families lykke. Den unge og uerfarne Hanne gav efter. Men hun valgte at beholde barnet alligevel.
Det blev sådan. Hanne fødte lille Morten. Og drengen blev hendes eneste trøst og glæde i livet. Morten voksede op velopdragen og klarede sig godt i skolen. Efter gymnasiet kom han ind på universitetet for at studere økonomi. Jens kom forbi hos Hanne flere gange. Han foreslog, at de skulle flytte sammen. Men Hanne tøvede, selvom hun godt kunne lide ham. Hun skammede sig lidt over at have en voksen søn og over tanken om at blive lykkelig til sidst.
En aften tog Morten sig sammen og snakkede med sin mor. Han fortalte hende, at han ikke havde noget imod det: “Mor, jeg skal alligevel ikke bo herhjemme længere. Onkel Jens er en god og pålidelig mand. Bare han ikke gør dig ondt. Det vigtigste er, at du bliver lykkelig.” Også Jens’ søn fra før var helt med på det.
Sådan gik det til. De giftede sig og holdt en lille fest. Hanne arbejdede på landsbybiblioteket, mens Jens var landmand. De gjorde alt sammen. De drev husholdningen, passede deres dyr og arbejdede i køkkenhaven. De elskede og respekterede hinanden dybt, selvom det var ærgerligt, at de ikke fik nogen fælles børn.
Begge deres sønner blev gift, og de nåede at se deres børnebørn vokse op. Hver gang der var højtid, lavede de pakker med godter til børnene og børnebørnene. Friske æg fra hønsene, mælk, fløde, lidt svinekød og kylling. Når der var fest i huset, kom der rigtig mange gæster. Jens og Hanne sad så ved bordet og nød det. De var glade for at have nogen at dele højtiderne med.
Men om aftenen, når de ældre lå i sengen, tænkte hver af dem for sig selv: Bedst hvis jeg går herfra først… Så slipper jeg for at føle mig ensom resten af tiden.
Årene gik, og en dag kom ulykken snigende. Om morgenen fik Hanne det dårligt, netop som hun var ved at lave suppe i køkkenet. Den ældre kvinde faldt om. Jens tilkaldte sammen med naboerne en ambulance. Lægerne sagde, at Hanne havde fået et slagtilfælde. Alt fungerede stadig, undtagen at hun ikke kunne gå mere. Morten og hans kone kom på besøg for at se til sin mor. Han gav nogle kroner til medicinen og kørte så hjem igen.
Jens sørgede for at leje en bil, og da konen blev udskrevet fra hospitalet, bar de hende sammen med naboen ind i huset.
“Det skal nok gå alt sammen,” trøstede han sin kone, “du skal bare leve. Du kan bare sidde og snakke med mig. Bare du lever. Jeg klarer resten. Bare du ikke forlader mig, min lille due…!”
Jens tog rigtig godt vare på sin kone. Efter en måned kunne hun sidde op i en stol. Hun hjalp til i køkkenet. De lavede stadig alt sammen. De skrællede kartofler og gulerødder, sorterede bønner. De bagte endda brød sammen. Om aftenen snakkede Hanne og Jens om, hvordan de skulle klare sig videre. Vinteren nærmede sig. Og Jens havde ikke længere kræfter til at hugge brænde.
Måske kunne børnene tage os med hjem til vinteren, og så om foråret og sommeren kunne vi godt klare os selv her…
I weekenden kom Morten med sin kone. Svigerdatteren Lene kiggede sig omkring i rummet og sagde så: I bliver nødt til at blive skilt ad, I to kære. Vi henter mor med os næste uge. Jeg får gjort værelset klar derhjemme. Så kommer vi og henter hende.
Men hvad med mig så? – hviskede Jens genert. Vi har jo aldrig været fra hinanden. Børn, hvordan kan I sige sådan.
Ja, det var dengang, da I stadig havde kræfter til at passe gården og jer selv, men nu er det jo ikke det samme. Lad din søn tage dig med til sig. Der er ingen, der vil tage jer begge to sammen.
Morten og konen kørte hjem. Jens og Hanne sukkede tungt og tænkte på, hvad der nu skulle ske. Hver aften når de skulle sove, ønskede de bare ikke at vågne op igen for at undgå at opleve det her.
Den følgende weekend kom begge sønner. De begyndte at pakke alle tingene sammen. Jens sad ved sengen og så på Hanne. Han tænkte på alle de unge år de havde haft sammen. Og han græd. Han lagde sig ind til sin syge kone og hviskede: “Tilgiv mig, Hanne, at det hele er gået sådan her. Vi må have svigtet et sted i opdragelsen af børnene. De skiller os ad som uønskede killinger. Tilgiv mig. Jeg elsker dig stadig.”
Hanne ville gerne have strøget hans kind med hånden, men hun havde ikke mere kræfter. Jens rejste sig, tørrede tårerne væk med ærmet på sin trøje. Og da han sad i bilen bagefter, tørrede han dem slet ikke mere.
Så gik sønnen, konen og naboen i gang med at samle Hanne op. De svøbte hende ind i et tæppe og begyndte at bære hende ud af huset med fødderne forrest. Den syge kvinde tænkte, at det var meget symbolsk. Hanne gjorde ikke modstand, hun var allerede væk, da Jens var kørt. Og hun havde bare ønsket ikke at skulle leve til aften.
Der gik en uge. På en smuk efterårsdag gik deres ønske i opfyldelse. Hanne og Jens mødtes igen i den anden verden.Hanne var omkring de 35 og troede, at hun aldrig ville komme til at føle den ægte kvindelige lykke, men så vendte skæbnen det hele på hovedet. De mødtes, da de begge var ved at fylde de fyrre. Jens havde allerede været enkemand i tre år dengang. Hanne havde aldrig været gift, men hun havde fået en søn. Folk siger jo – hun fik ham til sig selv. Da hun var ung, havde hun et forhold til den flotte mørkhårede Ole, som lovede hende ægteskab og fortryllede den unge Hanne. Hun faldt for hans løfter, der viste sig at være helt tomme. Det viste sig senere, at bejleren fra byen faktisk var gift.
Til Hanne kom endda Oles lovlige kone og bad hende om ikke at ødelægge en anden families lykke. Den unge og uerfarne Hanne gav efter. Men hun valgte at beholde barnet alligevel.
Det blev sådan. Hanne fødte lille Morten. Og drengen blev hendes eneste trøst og glæde i livet. Morten voksede op velopdragen og klarede sig godt i skolen. Efter gymnasiet kom han ind på universitetet for at studere økonomi. Jens kom forbi hos Hanne flere gange. Han foreslog, at de skulle flytte sammen. Men Hanne tøvede, selvom hun godt kunne lide ham. Hun skammede sig lidt over at have en voksen søn og over tanken om at blive lykkelig til sidst.
En aften tog Morten sig sammen og snakkede med sin mor. Han fortalte hende, at han ikke havde noget imod det: “Mor, jeg skal alligevel ikke bo herhjemme længere. Onkel Jens er en god og pålidelig mand. Bare han ikke gør dig ondt. Det vigtigste er, at du bliver lykkelig.” Også Jens’ søn fra før var helt med på det.
Sådan gik det til. De giftede sig og holdt en lille fest. Hanne arbejdede på landsbybiblioteket, mens Jens var landmand. De gjorde alt sammen. De drev husholdningen, passede deres dyr og arbejdede i køkkenhaven. De elskede og respekterede hinanden dybt, selvom det var ærgerligt, at de ikke fik nogen fælles børn.
Begge deres sønner blev gift, og de nåede at se deres børnebørn vokse op. Hver gang der var højtid, lavede de pakker med godter til børnene og børnebørnene. Friske æg fra hønsene, mælk, fløde, lidt svinekød og kylling. Når der var fest i huset, kom der rigtig mange gæster. Jens og Hanne sad så ved bordet og nød det. De var glade for at have nogen at dele højtiderne med.
Men om aftenen, når de ældre lå i sengen, tænkte hver af dem for sig selv: Bedst hvis jeg går herfra først… Så slipper jeg for at føle mig ensom resten af tiden.
Årene gik, og en dag kom ulykken snigende. Om morgenen fik Hanne det dårligt, netop som hun var ved at lave suppe i køkkenet. Den ældre kvinde faldt om. Jens tilkaldte sammen med naboerne en ambulance. Lægerne sagde, at Hanne havde fået et slagtilfælde. Alt fungerede stadig, undtagen at hun ikke kunne gå mere. Morten og hans kone kom på besøg for at se til sin mor. Han gav nogle kroner til medicinen og kørte så hjem igen.
Jens sørgede for at leje en bil, og da konen blev udskrevet fra hospitalet, bar de hende sammen med naboen ind i huset.
“Det skal nok gå alt sammen,” trøstede han sin kone, “du skal bare leve. Du kan bare sidde og snakke med mig. Bare du lever. Jeg klarer resten. Bare du ikke forlader mig, min lille due…!”
Jens tog rigtig godt vare på sin kone. Efter en måned kunne hun sidde op i en stol. Hun hjalp til i køkkenet. De lavede stadig alt sammen. De skrællede kartofler og gulerødder, sorterede bønner. De bagte endda brød sammen. Om aftenen snakkede Hanne og Jens om, hvordan de skulle klare sig videre. Vinteren nærmede sig. Og Jens havde ikke længere kræfter til at hugge brænde.
Måske kunne børnene tage os med hjem til vinteren, og så om foråret og sommeren kunne vi godt klare os selv her…
I weekenden kom Morten med sin kone. Svigerdatteren Lene kiggede sig omkring i rummet og sagde så: I bliver nødt til at blive skilt ad, I to kære. Vi henter mor med os næste uge. Jeg får gjort værelset klar derhjemme. Så kommer vi og henter hende.
Men hvad med mig så? – hviskede Jens genert. Vi har jo aldrig været fra hinanden. Børn, hvordan kan I sige sådan.
Ja, det var dengang, da I stadig havde kræfter til at passe gården og jer selv, men nu er det jo ikke det samme. Lad din søn tage dig med til sig. Der er ingen, der vil tage jer begge to sammen.
Morten og konen kørte hjem. Jens og Hanne sukkede tungt og tænkte på, hvad der nu skulle ske. Hver aften når de skulle sove, ønskede de bare ikke at vågne op igen for at undgå at opleve det her.
Den følgende weekend kom begge sønner. De begyndte at pakke alle tingene sammen. Jens sad ved sengen og så på Hanne. Han tænkte på alle de unge år de havde haft sammen. Og han græd. Han lagde sig ind til sin syge kone og hviskede: “Tilgiv mig, Hanne, at det hele er gået sådan her. Vi må have svigtet et sted i opdragelsen af børnene. De skiller os ad som uønskede killinger. Tilgiv mig. Jeg elsker dig stadig.”
Hanne ville gerne have strøget hans kind med hånden, men hun havde ikke mere kræfter. Jens rejste sig, tørrede tårerne væk med ærmet på sin trøje. Og da han sad i bilen bagefter, tørrede han dem slet ikke mere.
Så gik sønnen, konen og naboen i gang med at samle Hanne op. De svøbte hende ind i et tæppe og begyndte at bære hende ud af huset med fødderne forrest. Den syge kvinde tænkte, at det var meget symbolsk. Hanne gjorde ikke modstand, hun var allerede væk, da Jens var kørt. Og hun havde bare ønsket ikke at skulle leve til aften.
Der gik en uge. På en smuk efterårsdag gik deres ønske i opfyldelse. Hanne og Jens mødtes igen i den anden verden.
