Godt og trygt på plads
Mathilde, du husker vel, at vi på søndag skal til fødselsdag hos mor? spurgte min mand Jacob over morgenbordet.
Som om jeg kunne glemme det… Tankerne suste gennem hovedet på mig: “Du har mindet mig om det hele ugen, og svigermor har også ringet mindst fire gange for at forvisse sig om, vi ikke glemmer hendes store dag…” Ud ad til smilede jeg blot og svarede:
Jeg husker det, Jacob, selvfølgelig gør jeg det sagde jeg og sukkede stille for mig selv. For mig var besøgene hos svigermor, Birte, næsten blevet en straf. Hendes ansigt var altid så utilfreds, og jeg forstod faktisk ikke, hvad hun havde imod mig. Jeg elsker Jacob, vi har fået børn, og jeg gør mit bedste for at holde hjemmet pænt og hyggeligt. Men man kan jo åbenbart ikke tilfredsstille alle
Vi mødte i sin tid hinanden, helt klassisk for vor tid, på nettet i en gruppe om fitnesskost på Facebook. Jeg købte vitaminer, og Jacob proteinbarer. En uskyldig samtale opstod, og så begyndte han at kommentere mine billeder. Sådan startede bekendtskabet, der på syv måneder voksede til kærlighed og ægteskab.
Mathilde, jeg lover at blive den bedste far! Helt ærligt! Jeg drømmer om mange børn. Fire! To drenge og to piger. Det er ikke godt bare at have ét barn så bliver det kun egoistisk. Flere søskende bliver de mere sociale og stærkere som mennesker.
Nu må du lige, sagde jeg og grinede. Du er selv enebarn og ikke specielt egoistisk.
Men jeg er jo også et særligt tilfælde, blinkede han og kyssede mig let på kinden.
Første gang jeg var hjemme hos Jacob og mødte Birte, var det med et stramt lærerbliks og nymalede, hårde øjenbryn, hun tog imod mig. Hun spurgte interesseret ind til min familie og mistede straks humøret, da hun hørte, at jeg var jyde, studerende fra en stor børneflok, og at min mor boede alene i en lejlighed i Aalborg. Resten af middagen havde Birte nedslåede øjne på tallerkenen og smalle læber
Vi holdt et flot bryllup, endda på en populær restaurant. Hele min familie fra Aalborg kom to søstre, tre brødre og min mor. Det var unge mennesker, smukke og højlydte. Der var glæde og kærlighed, det var tydeligt at se på Jacob og mig: Vi var som to turtelduer, uadskillelige
Allerede to måneder efter kunne vi fortælle familien, at vi ventede et barn. Jacob var helt oppe at ringe. Mine søskende kastede lykønskninger over os, og min mor fik tårer i øjnene, da vi ringede og fortalte hende, at hun skulle være mormor. Men Birte nøjedes blot med et suk og endnu mere sammenpressede læber.
Skulle I ikke have levet lidt endnu uden børn? Nydt jer selv, rejst og oplevet noget. I to er jo nærmest stadig børn
Mor, kære mor! Om lidt bliver du farmor! Forstår du slet ikke, hvilket lykke det er? Jeg skal være far! udbryd Jacob og greb hende om hænderne for at danse hende rundt. Hun fnes og rystede lidt på hovedet.
Da tiden var inde, fødte jeg en sund, smuk pige. Hun lignede mig meget og Jacob var pavestolt. Jeg nød at være mor og at indrette et hyggeligt hjem til vores lille familie. Jacob tjente godt, så vi havde råd til hushjælp og barnepige, men jeg insisterede på at gøre det meste selv. Det var mit projekt, og jeg blev en ganske god mor og husmoder. Jacob hjalp til, og i sin fritid både gik han tur med vores datter, fodrede hende og skiftede ble.
På Selmas etårs fødselsdag stod jeg pludselig med en positiv graviditetstest igen. Jacob havde længe ønsket sig en søn, og nu blev ønsket til virkelighed. Ni måneder senere fødte jeg Valdemar.
To børn krævede sit, og denne gang sagde jeg ja til lidt hjælp så jeg kunne koncentrere mig om børnene. Livet var godt. Jacob forgudede mig og børnene, og vi behøvede aldrig bekymre os om penge. Huset var altid fyldt med latter, men selvfølgelig skulle der være en sten i skoen og det var Birte.
Jacob, hvorfor tror du, at din mor ikke bryder sig om mig? Jeg synes ikke engang, hun interesserer sig for børnene
Mathilde, det skal du ikke tænke på min mor er bare sådan. Hun lever lidt i sin egen verden, og vi passer åbenbart ikke rigtig ind sagde han og krammede mig. Det vigtigste er, at jeg elsker dig.
Børnene voksede, Jacobs firma gik strygende, og jeg drømte ofte tilbage til dengang, hvor jeg modigt tog med til første date med en ukendt mand fra internettet Tænk, at han nu var blevet mit livs kærlighed!
En dag, hvor vi havde efterladt børnene hos barnepigen for at tage i teatret min helt store passion måtte vi desværre afbryde forestillingen. Jeg fik det pludseligt dårligt, kvalmen steg, og jeg tænkte straks på den mistænkelige salat fra caféen. Vi tog hjem, og da jeg lå lidt, fik jeg det bedre. En time senere for en sikkerheds skyld tog jeg en graviditetstest. Den var positiv
Mathilde! Hvor er det fantastisk! Tre! Tre skønne unger det var lige min drøm, jublede Jacob rundt i stuen.
Det er da godt, men er det ikke lidt meget så hurtigt? Valdemar og Selma er jo stadig små svarede jeg forsigtigt.
Det er vores børn, Mathilde. Vi klarer den. Det ved jeg vi gør! Og det bliver en vild overraskelse for mor til hendes fødselsdag.
“Ikke fordi jeg forventer, hun bliver glad. Hun mener nok bare, vi formerer os som kaniner…” tænkte jeg, men sagde bare ja med et smil og nikkede mod Jacob. Det går nok alt sammen.
Så, søndag formiddag, på vej mod Ballerup hvor svigermor boede, havde vi blomster og lagkage med til fødselsdagsbarnet. Vi kom en halv time for sent.
Birte tog imod os i døren, strålende som en forårsrose og duftende af dyr fransk parfume. Hun omfavnede varme sin søn, svigerdatter og børnebørn og inviterede os ind til bordet.
De andre gæster var allerede godt i gang. Efterslæbende og glade blev vi sat til at skåle for fødselsdagsbarnet. Jacob tog ordrer og hævede glasset:
Kære mor og farmor! Tillykke med fødselsdagen, vi ønsker dig alt det bedste og lover at gøre dig stolt. Og nu: Gave og overraskelse!
Han overrakte hende en flot æske med et armbånd af guld med små diamanter, toppet af en lille hvid kuvert. Hun smilte tilfreds, lod fingrene kærtegne æsken, men åbnede nysgerrigt kuverten. Hun tog den lille papirlap med to streger op. Udtrykket i hendes ansigt ændrede sig lynhurtigt. Med væmmelse som havde hun fundet en frø, smed hun testen på gulvet og vendte sig mod mig.
Det er vist din gave? Naturligvis du kan jo heller ikke andet! Du kan ikke byde ind med noget, udover at føde børn som en kat! Er du ikke færdig med at være gravid snart? Helt utroligt Du sidder bare derhjemme og popper børn, min stakkels søn slider og brødføder hele banden. Med hushjælp og barnepige det er sgu ren snylterliv sagde Birte med vred hvisken.
Pludselig blev der bomstille. Gæsterne kiggede ned i deres kartofler, men lod som ingenting.
Jacob blev kridhvid og så på sin mor med rystende mundvig:
Hvad er det, du siger, mor? Jeg kan næsten ikke tro mine egne ører. Hvor længe har du gået og tænkt det? Jeg troede, du elskede os. Men du du elsker kun dig selv.
Han rejste sig, og jeg fulgte trop, med tårerne pressende sig på. Vi fik børnene i overtøjet, sagde intet, og gik. Birte undgik vores blikke. Gæsterne lod stadig, som om de var tomme i hovedet.
I bilen græd jeg stille; jeg ville jo ikke skræmme børnene. Tårerne løb bare. Jacob så på mig med en tristhed, jeg sjældent havde oplevet før.
Resten af dagen gik vi begge rundt derhjemme uden at sige meget. Da børnene sov, lavede vi te og satte os ved køkkenbordet for at fordøje oplevelsen.
Du ved, Mathilde, jeg har tænkt meget i dag. Og jeg ved nu, at det ikke handler om dig, sagde Jacob. Det havde været lige meget, om du havde heddet Anne, Rikke eller Grethe hun havde bare fundet noget andet at hakke på. Det er jalousi. Min far stak af, da jeg var lille. Hun sled og slæbte for at klare skærene. Og nu ser hun bare på dig, på vores kærlige familie, vores velstand. Hun kunne ikke bære at se den lykke heller ikke selvom den er hendes egen søns Så, Mathilde, prøv at tilgive hende. Vær storsindet. Indeni i dig selv i det mindste.
Vi sad der længe og holdt om hinanden i det stille lys ved køkkenbordet, hver med sine tanker. Jacob følte skam, over hvor lidt han kendte sin mor. Jeg tænkte på, at jeg nok skal finde tilgivelse i mig, men jeg har ikke lyst til at se Birte foreløbigt. Tiden må vise det
Vi havde forskellige tanker, hver vores sorg, men vi havde det vigtigste til fælles: kærligheden og børnene. Og det er det, der tæller.
