Jeg kan ikke leve uden jer

“Anne, undskyld, jeg har forelsket mig i en anden. Jeg rejser, lejligheden lader jeg blive jeres. Undskyld, jeg ikke sagde det direkte, men jeg kunne ikke holde ud at se dine tårer, så derfor skriver jeg denne seddel. Tro mig, det er heller ikke let for mig Og giv et kys til Mathias fra mig”

****

Skat, det er tid til at stå op! Jeg vækkede min søn, Mathias, og gik videre ind i soveværelset til min mand, Søren.

Elskede, du skal snart af sted på arbejde! Tid til at rejse sig! lo jeg, mens jeg kildede hans fod, som stak ud under dynen.

Søren begyndte at vågne, mens han stønnede lidt. Han har altid haft svært ved at komme op om morgenen, modsat mig. Jeg sprang op så snart solen stod op, og før mine elskede drenge som jeg altid kaldte dem stod op, nåede jeg både at lave morgenmad, tage mig sammen og ordne lidt i lejligheden. Til gengæld faldt jeg tidligt om aftenen, helt udkørt af dagens strabadser.

Jeg sad i køkkenet, mens Mathias, stadig halvsøvnig, kom ud fra sit værelse.

Først i bad, så morgenmad, sagde jeg og pegede mod badeværelset.

Min søn gik modvilligt ind for at børste tænder. Nogle minutter senere, mens vi sad og spiste morgenmad, stak Søren hovet ud fra soveværelset.

Jeg tror altså, jeg bliver hjemme i dag. Jeg ringer til arbejde og melder mig syg

Han så overraskende bleg ud, og jeg blev straks bekymret.

Hvad sker der? Er du blevet syg?

Jeg har ondt i hovedet. Og jeg har kvalme Søren lænede sig op ad dørkarmen.

Jeg fór op, lagde en hånd på hans pande og kiggede undersøgende ind i hans øjne.

Du føles ikke varm. Skal jeg tage fri og blive hjemme hos dig?

Nej, Anne, tag du bare på arbejde, og aflever Mathias i skole. Jeg prøver at sove lidt, måske får jeg det bedre. Jeg skal nok komme mig

Ring, hvis der er noget, sagde jeg med bekymring.

Selvfølgelig, Søren smilede vi ses i aften.

Hele dagen kunne jeg ikke finde ro. Jeg var urolig over Sørens pludselige sygdom. Han så så træt og bleg ud, og jeg syntes også, han virkede fjern på det sidste. Et eller andet lå og lurede som en dårlig fornemmelse i maven.

Jeg fik lov til at gå tidligere fra arbejde, hentede Mathias, som havde været hjemme hos en ven efter skole, og vi tog hjem. Uroen voksede for hvert kvarter; Mathias kiggede bekymret på mig på vej hjem.

Hvad er der, mor? Du skulle jo først komme senere. Og du ser mærkelig bleg ud. Er I begge to syge?

Jeg så ned på ham. Tolv år gammel, men alligevel stadig bare et barn, han skulle ikke gå og bekymre sig.

Mathias, jeg er bare lidt nervøs for far. Han havde det ikke godt i morges, og jeg vil bare gerne se, at han har det okay.

Han mumlede noget, men spurgte ellers ikke mere. Vi kom op i lejligheden, og jeg skyndte mig til døren. Mathias trak sin skoletaske efter sig, uden at forstå min uro.

Mine hænder rystede, da jeg låste døren op, og jeg stormede ind. Der var stille. For stille. Ingen Søren nogen steder. Jeg gik gennem alle værelser, til sidst fandt jeg Mathias i stuen med et stykke papir i hånden, øjnene blanke og ansigtet blegt.

Hvad har du dér? Giv mig den!

Min stemme dirrede, og Mathias rakte bare papiret til mig.

Forræder, mumlede Mathias.

Sig ikke sådan, han er din far, sagde jeg forvirret.

Han har forladt os! Jeg kan ikke holde ham ud!

Mathias forsvandt ind på sit værelse og smækkede døren. Han var knust, ligesom jeg. Hvordan kunne Søren dog gøre det? Det havde gået så godt.

Jeg læste den næste linje i brevet.

“Jeg har kendt Sofie i to år, og jeg har ikke kunnet slippe dig, men nu må jeg. Jeg håber, du en dag kan tilgive mig. Vis brevet til Mathias, hvis du synes det jeg ønsker bare ikke at han tænker alt for dårligt om mig.”

Jeg trak på smilebåndet. Vores søn havde allerede regnet det hele ud, og jeg vidste, at han nok selv skulle finde ud af, hvordan han skulle forholde sig til sin far.

Jeg gik rundt i lejligheden uden mål, endte i soveværelset. Sørens ting var væk. Slet ingen spor tilbage af ham. Først der ramte det mig rigtigt, og jeg sank sammen på gulvet og græd. Hele mit liv var smuldret, så overraskende hurtigt. Jeg aner ikke, hvor længe jeg sad, men én ting var sikkert: Hvis jeg kunne spole tiden tilbage til morgenen, så havde jeg gjort alt for at holde Søren hjemme. Men inderst inde vidste jeg, at intet kunne have holdt ham tilbage, hvis han først havde besluttet sig. Bare han dog havde haft mod til at sige det til mit ansigt det ville have været ærligt. Men han havde stukket af.

Da jeg omsider fik vasket ansigtet og samlet mig, gik jeg ind til Mathias. Han lå på sengen og stirrede ind i loftet, med røde øjne.

Mor, hvorfor gjorde han det?

Det ved jeg ikke, skat. Han holder bare op med at elske mig, ikke dig. Du er jo stadig hans dreng.

Nej, han skriver jo, han er “tvunget” til at gå, så hans nye dame må være gravid. Jeg forstår det godt, jeg er ikke lille længere. Det betyder jo, han heller ikke elsker mig. Måske har jeg været træls? Måske ville jeg for meget? Sidste weekend sagde han, vi skulle til fodbold og på café. Er det derfor, han er træt af mig?

Jeg kunne mærke smerten indeni, da jeg hørte Mathias tale. Jeg havde det jo på samme måde så svigtet. Men uanset hvad, skulle han have sin far, om muligt. Jeg vidste, at Søren nok på et tidspunkt ville ønske at se Mathias. Jeg ville ikke vende dem mod hinanden. Så jeg lagde en hånd på hans arm og sagde varmt:

Mathias, du har ikke gjort noget galt. Det lover jeg dig. Far ville faktisk helst have, du ikke så brevet. Han har fundet en anden, men du vil altid være i hans hjerte. Han vil nok gerne se dig, bare vent.

Han svigtede dig, sagde Mathias indædt.

Jeg forstod ham, følte det samme vrede, sorg og et brændende ønske om at gøre ondt tilbage. At han havde løjet for os så længe, det gjorde ondt. At det var sådan, han afsluttede, var ubærligt.

De næste dage var vi begge i chok. Jeg søgte om skilsmisse, og Mathias ville ikke tilgive sin far. Han forstod, hvad der foregik, og jeg hørte ham ofte græde om aftenen.

Men efterhånden blev det lettere. Mathias og jeg lærte at klare os uden Søren, som knap nok gad kontakte sin søn. Han havde “ikke tid”, sagde han, nu hvor han havde en “ny familie”. Mathias blev mere stille, men han lærte at leve med det efter et halvt år.

En dag, da jeg kom hjem fra arbejde, hørte jeg råb nede fra opgangen. Jeg styrtede op ad trapperne, da jeg genkendte Mathias og Sørens stemmer.

Søren stod ved døren med bedende øjne, mens Mathias, rød i hovedet, råbte:

Gå din vej! Du har ikke ret til at være her! Jeg hader dig! Mor elsker dig heller ikke længere.

Mathias, hør nu på mig min dreng

Gå nu!

Jeg skyndte mig hurtigt over til dem. Mathias blev straks lidt roligere ved min tilstedeværelse, mens Søren trådte hen imod mig, med håb i blikket.

Anne, jeg er kommet tilbage. Mathias vil ikke lade mig komme ind, men du kan vel tilgive mig?

Mor, nej! befalede Mathias og så på mig med et stædigt blik.

Jeg stirrede længe på Søren. Engang troede jeg, jeg ikke kunne leve uden ham. Men nu vidste jeg, uanset hvor meget jeg ville tilgive, kunne vi ikke blive familie igen.

Hvad så? Søren tog fat i dørhåndtaget og smilede. Må jeg komme hjem til min familie?

Du var det engang, sagde jeg uden følelser men ikke mere. Hvis du vil have halvdelen af lejligheden, må du gå rettens vej. Men vi er ikke familie længere.

Hvad?! Vil du virkelig smide mig ud? Anne, tilgiv mig! Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte dengang. Jeg kan ikke leve uden jer!

Jeg har tilgivet dig, men vi skal aldrig bo sammen igen.

Jeg gik ind i lejligheden og lukkede døren bag mig. Mathias så på mig og smilede, selv om det også gjorde ham ondt at afvise sin far. Han var ikke klar til at tilgive.

Mor, lad ikke ham ødelægge det. Vi har det jo fint bare os to.

Jeg smilede gennem tårerne. Gennem dørspionen så jeg Søren stå lidt og se mod døren, før han slukørede gik ned ad trappen. Dybt inde mærkede jeg lettelsen. Nu var det på tide at lægge fortiden bag sig.

Mathias, du er sej! sagde jeg med et blink.

Må vi så bestille pizza? For at fejre det, mor?

Mathias forstod også, at den svære tid var overstået.

Hvorfor ikke? Og nogle kager!

Jeg smilede, da jeg så ham lyse op. De sidste mange måneder havde han været for alvorlig, men nu begyndte lyset at vende tilbage. Vi skulle nok klare det, selvom det ikke ville blive nemt til at begynde med.