Hun tog ikke fejl
Astrid stod med det sidste af kludene, da dørklokken kimede som en kold morgen. Hun skyllede hænderne hurtigt og løb blidt over det blanke gulv for at åbne. På trinnet stod svigermor, Margrethe Gammelgaard, med et skævt smil, der glimtede som sølv på juletræet eller sådan forestillede Astrid sig det i sin træthed. Uden et ord gled Margrethe indenfor, lige så tungt og let som en vintertåge.
Jamen, davs. Hvad bringer dig denne vej? huskede Astrid at sige, selv om ordene smagte af gammel rugbrød.
Skulle bare kigge forbi. Margrethe glemte at hilse og lo stille inde bag panderynkerne.
Men jeg er midt i alt muligt! Kunne du ikke have sagt til? Det er da ikke almindeligt bare at falde ned som hagl fra en blå himmel!
Margrethe trak på smilebåndet, og ord lød, som om de kom alle vegne fra.
Skal jeg nu bede om lov for at besøge min egen lejlighed? Er det ikke min ret, måske?
Astrid blev rød og gemte sig bag dørkarmen, for de boede jo i denne lejlighed kun med Margrethes velsignelse. Svigermor havde loddet dem ind, efter at Frederik Astrids mand var kommet i knibe og penge flød ud i regnvejrstore bølger. Både Astrid og Frederik måtte arbejde over, og der var kun plads til at betale regningerne. Margrethe, med sine to lejligheder én som hun boede i, og én hun plejer at leje ud havde forbarmet sig. Nu kunne de slå rede i hendes ekstra hjem, hvis bare de holdt sig til udgifterne og ikke drømte for højt.
Hvordan går det så? spurgte Margrethe, allerede på vej mod køkkenet, hvor hun helt hjemmevant tog en af de gode kopper frem.
Det det går vel an, mumlede Astrid og gled ind i stuen som en sky efter regn.
Margrethe så efter Astrid med løftede bryn. Noget i Astrids ansigt, noget blegt og rislende, fik hende til at spænde læberne, men hun sagde ikke noget særligt. Det var aldrig nogen hemmelighed, at Margrethe ikke brød sig videre om Astrid, men Frederik elskede hende og det vægtede tungt, selv når svigermor indimellem lod latteren slippe ud over svigerdatterens sarte skuldre.
Synes du selv, du ser frisk ud? spurgte Margrethe pludselig ud gennem luften. Du ser lidt underlig ud!
Jeg har det fint, peb Astrid og trak skuldrene op som en snegl, der nærmer sig asfalten.
Du siger kun fint, fint. Findes der ikke andre ord, Astrid?
Astrid trak på det og vidste, at hun ikke havde lyst til at blotte sig for Margrethe, men svaret blev kun en tavs klump i halsen.
Hvad skal du lave i dag så? Margrethes stemme gled rundt i rummet.
Det ved jeg ikke måske i Netto. Broccoli og rugbrød mangler. Bagefter skal jeg arbejde.
Margrethe nikkede og vendte ordene i sin mund som drops. Hun vidste jo udmærket, at Astrid var regnskabsfører hjemmefra, så der var arbejde nok, men pludselig virkede stuen for tom, og hun blev rastløs.
Vil du have selskab i Netto? Bilen holder nede foran. Så sparer du kræfterne, og jeg har alligevel ikke noget for.
Først ville Astrid afslå; med Margrethe i Føtex var latteren altid klar, og kommentarerne røg som snebold. Men tanken om indkøbsposer i hænderne på den lange, regnfulde vej hjem lod hende give sig.
Det kunne jeg egentlig godt.
Så kom i gang, Astrid! Man bliver jo gammel af bare at vente!
Astrid trak frakken på i en drøm, men Margrethe fik alligevel indskuddet ind:
Nå, jeg fik da slappet af, mens du rodede rundt dér, langsommelige unge.
Astrid svarede ingenting, for hovedet snurrede, og tålmodigheden var lille som et fnug på græsset.
Hvor kører vi så?
Astrid nævnte Brugsen og SuperBrugsen, og Margrethe kørte bilen ud på vejene. I virkeligheden var Margrethe ikke ude efter indkøb, men hun frygtede stilheden hjemme i lejligheden, hvor kun væguret rørte på sig. Hendes mand var død for flere år siden, og nu var Frederik og Astrid blevet det uventede anker i hendes ensomme verden selv om ingen af dem vidste det.
Hvorfor vælger du alle de billige varer? Margrethe kiggede ned i Astrids indkøbskurv, hvor discountmærker lå side om side med gulerødder.
Penge må række så langt, som de kan. Vi har stadig gæld du ved det da godt. Astrid prøvede at lyde stolt, selv om stemmen knirkede.
Jaja, ja, det havde jeg glemt.
Skal vi ikke tage på café? Min tur! Margrethe vendte sig, men Astrids udstrakte arm måtte fanges. Hun begyndte svaje, benene ville ikke mere og tankerne forsvandt væk som måger over havnen. Margrethe skubbede hende ind i bilen og hældte lidt postevand fra en flaske i ansigtet.
Hva Astrid, kan du høre mig? Er du okay?
Astrid tørrede ansigtet og forsøgte at smile.
Det er ikke noget har bare lidt travlt, tror jeg. Måske for meget stress.
Margrethe rystede langsomt hovedet, og tanker lagde sig tungt, men hun sagde ikke mere.
Nu kører vi hjem!
Men jeg mangler jo mere et par ting… protesterede Astrid svagt.
Det kan du glemme, du! Nu skal du hjem.
Da de låste sig ind, blev Astrid straks bedre tilpas. Indkøbsposerne svingede Margrethe ind på køkkenbordet, selv om Astrid prøvede at hjælpe.
Bare hold dig væk, du gør bare tingene værre, lød det knurrende fra Margrethe.
Efter at have sorteret indkøbene kastede Astrid sig over frokosten og arbejdspapirerne rytmen vente tilbage, som var alt var som i går.
Er det ofte, du får det sådan? spurgte Margrethe pludselig hen over bordet.
Hvad at besvime? Nej, det var ikke noget, mumlede Astrid.
Margrethe lagde hovedet på skrå og så hemmelighedsfuld ud.
Da jeg ventede Frederik, svajede jeg også rundt og havde kvalme hver morgen.
Åh nej, det er ikke sådan noget! Vi kan IKKE have børn nu vi har ikke råd, Margrethe! Vi skal ud af gælden først!
Margrethe rynkede brynene og så længe på Astrid.
Et barn er ikke bare en udgift det er en gave.
Den gave takker vi pænt nej til. Vi har rigeligt, hviskede Astrid.
Men hvis nu det er sådan, så er der jo ikke så meget at gøre, svarede Margrethe tørt.
Astrid vred sig og blev pludselig skarp:
Jeg siger, der ikke er noget i vejen, Margrethe! I skal ikke få det galt i halsen!
Du råber op, men hvis du er så bekymret, så tag en test i stedet for at skælde ud.
Og hvorfor er du egentlig her? Bare for at gøre mig tosset?
Jeg har lige hjulpet dig både i Netto og hjem, unge dame. Måske skal du tale med Frederik om det!
Det er arbejde, vi skal fokusere på, vrissede Astrid.
Margrethe sukkede som vinden under taget. Så gik det op for hende, hvad der gemte sig under Astrids sammenbidte ord, og billeder af barnebarn og leg på gulvtæppet dansede allerede i hendes hoved. Hun sagde dog intet, men smilede underfundigt.
Hvorfor smiler du sådan til mig?
Hvad ville du kalde den lille? Hvis det var en dreng? Eller en pige?
Astrid stivnede, og ørerne blev røde.
Jeg ER ikke gravid! Ikke tale om! Hvis du keder dig, må du gå hjem!
Ja ja, jeg skal nok smutte. Men bare rolig, jeg hjælper gerne med barnebørn. Husk det!
Astrid sendte hende et opstødt fnys som svar, men Margrethe trykkede døren i bag sig og forsvandt.
Så gik Astrid ind i badeværelset, og hun åbnede skabet. Hun fandt den lille test, der havde ligget i flere måneder købt til beroligelse, ikke til brug. Nu kom den i brug. Hænderne rystede som blade i efterårsvinden, da hun ventede. To streger. Alt andet gik i stå. Arbejdet var væk; kun det liv, der voksede i hende, fyldte nu luften.
Senere, da Frederik trådte ind ad døren med regndråber stadig i håret, rakte hun testen frem.
Hvad er det?
Det her jeg er gravid, hviskede Astrid.
De var begge uforberedte, men et lille smil voksede hos Frederik som forår i april.
Virkelig? Skal vi have et barn?
Ja nikkede Astrid med hjertet hammrende. Hvad gør vi nu?
Frederik tænkte sig om, så lagde han en stille hånd på hendes mave.
Vi finder på et navn. Og så klarer vi resten.
Men hvad med gælden? Arbejdet?
Det løser sig, Astrid. Min mor hjælper hun elsker små børn.
De satte sig, og Astrid græd stille af spænding og frygt.
Frederik, jeg er bange. Det gør ondt at føde! Hvad nu hvis jeg ikke dur som mor?
Rolig, hviskede han. Vi gør det sammen, du og jeg.
Astrid fandt tryghed i hans favntag, og senere, med en stille tilfredshed, ringede hun selv til Margrethe for at fortælle den sande, underlige glæde. Hun vidste nu hun havde ikke taget fejl.
