Hun tog ikke fejl
Det er nu mange år siden, men jeg husker stadig hvordan det var, dengang da Alvilde var ved at gøre rent, og dørklokken pludselig ringede. Hun skyndte sig hen for at vaske hænder og åbnede døren udenfor stod hendes svigermor, Gerda Møller, med en snu mine på læben, eller det syntes i hvert fald sådan for Alvilde, som lod hende træde ind i lejligheden.
Goddag, hvad bringer dig her? fik Alvilde frem, lidt forfjamsket.
Jeg kiggede bare forbi, svarede Gerda uden at hilse rigtigt.
Men jeg har altså travlt! Hvorfor har du ikke sagt, du ville komme? Man kan da ikke bare brase ind uden varsel.
Gerda trak let på smilebåndet.
Mener du, jeg skal bede om tilladelse til at komme ind i min egen lejlighed? Synes du det?
Alvilde rødmede, mindet om at de faktisk boede i Gerdas lejlighed som en slags nåde. Gerda havde sat en betingelse for, at hendes søn og svigerdatter måtte bo gratis i hendes ekstra lejlighed, mens de kæmpede for at betale af på Jonas gæld, efter at han var kommet galt afsted økonomisk. De betalte kun udgifter til forbrug hver måned.
Hvordan står det til med jer? spurgte Gerda, mens hun fandt sig en kop i køkkenskabet.
Fint, svarede Alvilde mumlende og gik videre ind i stuen, hvor svigermoderen satte sig.
Gerda så undersøgende på hende med et bekymret blik. Hun havde aldrig været synderligt begejstret for sin svigerdatter, men respekterede sin søns valg. Alligevel kunne hun ikke lade være med at gøre lidt grin med Alvilde nu og da.
Er du okay? Du ser ikke for godt ud i dag.
Det er ingenting, gentog Alvilde.
Du siger bare fint hele tiden. Kender du ikke flere ord?
Alvilde trak på skuldrene. Hun følte sig egentlig ikke særlig godt tilpas, men havde ikke tænkt sig at indrømme noget overfor Gerda.
Hvad skal du lave i dag? spurgte Gerda, stadig insisterende.
Jeg må nok ned og handle lidt, vi mangler nogle småting. Og så skal jeg arbejde igen.
Gerda nikkede. Hun vidste, Alvilde arbejdede hjemmefra som bogholder. Nu blev snakken igen tavs, og hun kedede sig.
Måske skulle jeg tage med dig i butikken? Jeg har jo bilen med, kan hjælpe med poserne, sagde hun pludselig. Jeg har alligevel ikke andet at give mig til.
Alvilde ville egentlig helst sige nej. Hun vidste, at Gerda kunne finde på at grine ad hendes valg i supermarkedet, men tanken om at slæbe varer hjem alene overbeviste hende.
Det ville faktisk være rart, sagde hun, forsøgsvis venligt.
Så kom i gang, du skal ikke gå og hænge sådan!
Alvilde greb hurtigt jakke og taske. Alligevel kunne Gerda ikke dy sig:
Jeg har dårligt nået at blinke, før du endelig er færdig, drillede hun.
Alvilde svarede ikke hendes kvalme var slem i dag, og hun havde ikke overskud til stridigheder.
Hvilken butik skal vi til?
Alvilde nævnte et par supermarkeder, og snart var Gerda ude på vejene. Hun havde egentlig ikke noget vigtigt at tage ud efter, men ville helst undgå at vende hjem til en tom lejlighed, hvor ingen ventede på hende. Gerdas mand var død for mange år siden, og selv om hun aldrig sagde det højt, var det en trøst at have Jonas og Alvilde i nærheden.
Alvilde, skal du virkelig have det dér? Gerda sendte et blik til de billige varer i kurven.
Vi har ikke råd til andet lige nu. Jeg troede, du kendte vores situation vi har stadig gæld, forklarede Alvilde med værdighed.
Gerda trak på skuldrene, for hun gik sjældent og tænkte over andres problemer.
Alvilde, skal vi tage et smut på café? Jeg giver.
Hun vendte sig mod Alvilde, men knap nåede hun at sige det, før Alvilde blev svimmel og var tæt på at besvime. Heldigvis stod de ved bilen. Gerda fik hende hurtigt sat ned.
Hvad sker der, Alvilde? Tag dig sammen For pokker da!
Gerda fandt en flaske vand i bilen og stænkede lidt på Alvildes ansigt, indtil farven vendte tilbage.
Er du okay nu? Hvad var det dog?
Jeg er bare træt, måske lidt stresset, mumlede Alvilde og vinkede hendes bekymringer væk.
Gerda kiggede længe på hende, som om hun forstod mere, end hun sagde, men holdt sine tanker for sig selv.
Vi skal hjem nu, insisterede Gerda.
Jeg mangler stadig en butik forsøgte Alvilde.
Men Gerda lyttede ikke og fik hende hurtigt hjem. Alvilde var kommet til sig selv, men Gerda bar poserne, selv da Alvilde forsøgte hjælpe.
Du skal bare gå i forvejen, kommenterede Gerda tørt.
Hjemme i lejligheden fik Alvilde det bedre. Hun satte varerne på plads, lavede frokost og gjorde klar til at arbejde.
Sker det tit, det med butikken? spurgte Gerda pludseligt.
Nej, det sker sjældent, svarede Alvilde.
Gerda smilede skævt og satte sig ved bordet.
Jeg havde det på samme måde, da jeg ventede Jonas. Kvalme og besvimelse, sagde hun.
Nej, nej, jeg er ikke gravid! udbrød Alvilde og blev rød. Vi har ikke tid til det nu. Der skal arbejdes gælden skal væk. Et barn er jo endnu flere udgifter.
Gerda blev overraskende alvorlig:
Et barn er ikke kun en udgift, det er en gave.
Ikke nu, ikke for os, sagde Alvilde lavmælt.
Men hvis det nu er tilfældet, kan der jo ikke gøres noget ved det.
Alvilde sukkede nervøst og svarede skarpt:
Gerda, jeg er IKKE gravid! Du skal ikke sidde og finde på ting.
Sænk lige stemmen. Hvis du er nervøs, kan du jo tage en test det er bedre end at skælde mig ud.
Kom du bare for at gøre mig gal?
Jeg har både kørt dig og hjulpet dig, da du fik det dårligt! Du skal tale ordentligt til mig. Tag nu og snak med Jonas om det.
Vi må bare arbejde videre, svarede Alvilde sammenbidt.
Gerda sukkede tungt. Hun brød sig ikke om denne attitude fra den ellers så stille svigerdatter. Pludselig gik det op for hende, at det sikkert havde med hormoner at gøre altså måtte Alvilde være gravid. Gerda sagde dog ikke mere, men i tankerne begyndte mange muligheder at dukke op hun kunne allerede se sig selv med et lille barnebarn på armen.
Hvorfor smiler du så? spurgte Alvilde, irriteret.
Har du tænkt på navne til barnet? Hvad hvis det er en pige eller dreng?
Alvilde blev perpleks over spørgsmålet og næsten vred.
Jeg er ikke gravid! Vi kan ikke have et barn nu! Gider du ikke tage hjem, hvis du alligevel ikke har andet at lave?
Jeg skal nok gå, sagde Gerda og smilte underfundigt. Men husk, Alvilde, med børnebørn skal jeg nok hjælpe.
Alvilde svarede ikke, men fnøs irriteret og rynkede på næsen.
Da Gerda var gået, gik Alvilde hen til medicinskabet. Hun havde ikke ønsket sig graviditet nu, men måtte erkende, at det var muligt. Bare tanken om at give svigermoren ret gjorde hende genstridig og hun var faktisk bange.
Alvilde var bange for det hele: For at føde, for smerterne, for det ansvar det krævede. Hun kunne ikke se sig selv som mor og frygtede at svigte et barn.
Hun fandt en graviditetstest, hun havde købt for nogle måneder siden for en sikkerheds skyld. Dengang var den ikke kommet i brug, men nu blev det nødvendigt.
Med rystende hænder ventede hun tiden ud og kiggede så. To tydelige streger. Arbejdet gled ud af tankerne, rapporten måtte vente nu var det livet, der stod for døren.
Da Jonas kom hjem den aften, rakte hun ham testen nærmest allerede i døren.
Hvad er det? spurgte han forvirret.
Jeg er gravid, hviskede Alvilde.
Ingen af dem var forberedte, men Jonas smilede forsigtigt:
Er det rigtigt? Vi skal have et barn?
Ja! nikkede Alvilde spændt. Hvad gør vi nu?
Jonas tænkte i nogle sekunder, så lagde han hånden blidt på hendes mave:
Vi må finde på et navn!
Og hvad med arbejde? Gælden?
Vi finder ud af det, Lilde. Min mor vil elske at kunne passe barnet hun er vild med børn!
Jonas lod situationen synke ind og satte hende på sofaen. Alvilde begyndte pludselig at græde en smule:
Jonas, jeg er bange. De siger, det gør ondt at føde! Tænk hvis jeg ikke kan passe det lille barn, eller hvis jeg kommer til at gøre noget forkert?
Shh Jonas holdt blidt om hende. Jeg er hos dig hele vejen. Vi passer det sammen.
Alvilde faldt til ro i hans arme, og senere den aften ringede hun til Gerda for selv at give hende den glædelige nyhed. Og ganske rigtigt Gerda blev mere lykkelig, end hun lod sig mærke med. Hun havde ikke taget fejl.
